forårsnyt - og gæst på bloggen

mar 2015

Foråret er kommet til Højer - nu med gæsteskribent!

Som mange af Jer har bemærket er foråret på vej med stormskridt. Derfor er det tid, at sende lidt nyt fra Hanne i Højer. Der har ellers været noget stille på kanalen i de sidste tre måneder: som mange af Jer allerede ved, fik Hanne d. 23.12. konstateret brystkræft og har siden være sygemeldt. Hanne beder mig hilse alle og sige, at alt går efter planen og der anes lys for enden af tunnelen. Hanne takker af hjertet for alle hilsener, blomster, gaver, mails og i det hele taget den overvældende omsorg, hun er blevet mødt med. Hun savner sit arbejde og Jer og glæder sig til forhåbentlig at være tilbage i løbet af sensommeren – følg gerne med på hjemmesiden.

I butikken har Fritz og jeg altså fire hænder for tiden. Jeg har netop hængt den nye OSKA-kollektion på plads, og den får i hvert flad forårshumøret til at stige. Lyse lette farver og behagelige, smukke tynde sommerstoffer. Vi har fået en del kjoler, t-shirts, bukser, skjorter at tilbyde Jer. Som altid er det klassiske modeller med et twist, som kun OSKA kan. Der er i denne kollektion en del blåt, noget I tit efterspørger. Vi har mange af de lækre tasker på lager – også en del mindre, der er gode til lige at sætte prikken over dit nye forårstøj eller måske friske det gamle op!

Hylderne bugner af skind. Vi har fået en stor leverance med både kort- og langhårede naturskind, de er i flere størrelser og derfor også i flere prisklasser. Desuden er der kommet en stor portion sorte skind, så vi nu endelig kan producere de mange bestillinger, der har ligget. Skindene fra gotlandsfårene er meget efterspurgte – det er ikke sært: de er meget smukke og holder både farve og krøl i mange år.

Fra væven er der en lille serie med håndvævede plaider – den er i Hannes velkendte enkle design, der kan foldes på forskellige måder og derved enten give en ensfarvet eller en stribet flade på møblet. Der er også en mindre serie nye puder med kombination af væv og strik.

I slutningen af sidste år fik vi endelig igen mulighed for at bestille de lækre Noro-garner – der er flere nye farver på hylderne og det eftertragtede ”sock-yarn” har fået nyt navn og fås nu i 50 grams nøgler. Fra Hjelholt har vi også de mange lækre kvaliteter og farver på lager. Deres garn er meget efterspurgt, og det er ikke sært. Det er dejligt at have på pindene og der er mange smukke farver. Da Hanne jo ikke leverer nye designs for tiden, har vi strikket nogle af Hjelholts modeller op – der er mange smukke og lækre trøjer og tilbehør.

Kort før jul udkom bogen ”Kunstens spor i Nationalpark Vadehavet”. Den blev hurtigt udsolgt, men vi har sikret os en ny portion af 2. oplag – bogen koster kr. 100 og er en virkelig god gaveide til både natur- og kunst/kunsthåndværk-interesserede. Den vil også være flot at have liggende i sommerhuset til inspiration for gæster. Bogen er en rigtig coffee-table bog, altså en inspirationsbog der er god at have ved hånden.

I påsken deltager vi i ”Kunstrunden” som i tidligere år. Se evt. mere på www. kunstrunde.dk – tæt på 100 værksteder holder åbent hus langfredag, påskelørdag og påskedag, alle dage kl. 11-17. Her er vi dog som altid klar fra kl. 9! I påsken får Fritz og jeg hjælp af Hannes søster, vi byder ud over de mange fristelser i butikken på kaffe, te og søster Birthes hjemmebag. Kig forbi og benyt Jer af kunstrunde-tilbudet: 10% på den helt nye OSKA-kollektion. Tilbudet gælder i de tre ovennævnte dage. Vi har også ryddet op og fundet lidt frem til reste-stativet med op til 40% rabat.

Tak fordi I har taget godt imod de ændrede åbningtider, som fortsætter indtil vi igen har Hanne med ombord: tirsdag, fredag, lørdag og søndag – alle dage kl. 9-17. Tirsdag er undertegnede at finde, weekenderne står Fritz klar til at betjene Jer. Et rigtig dejligt forår, en herlig sommer ønskes I alle – på gensyn i Højer -

Anne Mette Christiansen.